• Organisationer under World Cat Congress

    I mange år har FIFe været den eneste stambogsførende organisation, som var repræsenteret i Danmark, og det har fået mange til enten at tro, at der ikke findes andre organisationer, eller at de andre organisationer skulle være mindre seriøse. Sammenligninger til hundeverdenens DKK og DRU har være nærliggende.

    Men modsat hundeverdenen findes der på verdensplan i katteverdenen en lang række stambogsførende og showorganiserende organisationer, som alle er seriøse og alle er veletablerede. De samarbejder i paraplyorganisationen WORLD CAT CONGRESS - http://www.worldcatcongress.org - hvor de holder årlige møder og koordinerer samarbejdet. Disse forbund anerkender hinandens stamtavler, modsat hundeverdenens konkurrerende organisationer, og tillader hinandens medlemmer adgang på hinandens udstillinger under Open Doors-samarbejdet. Medlemmerne af WCC er:

    FIFe - Federation Internationale Féline, primært europæisk
    WCF - World Cat Federation, oprindeligt europæisk, i fremgang globalt
    CFA - Cat Fanciers' Association, oprindeligt amerikansk, nu globalt
    TICA - The International Cat Association, oprindeligt amerikansk, nu globalt
    GCCF - Governing Council of the Cat Fancy, britisk
    ACF - Australian Cat Federation, australsk
    NZCF - New Zealand Cat fancy, new zealandsk
    CCCA - Co-Ordinating Cat Council of Australia, australsk
    SACC - Southern African Cat Council, sydafrikansk

    Disse foreninger arbejder grundlæggende for de samme mål, men der er forskelle i metoderne. Derfor er der forskelle i showsystemerne, forskelle i registreringsreglerne, forskelle i hvilke racer, som anerkendes, og meget mere. Hvilken eller hvilke foreninger man foretrækker, er således helt individuelt.

    Under disse forbund findes lokale klubber, som arrangerer shows og promoverer kattevelfærd m.m. Stambogsføringen varetages centralt i det fleste forbund hvilket betyder at de lokale klubber ikke er direkte involveret i processen. Klubberne står for at videresende papirerne, men selve stambogsføringen foregår centralt i forbundene og ikke i de enkelte klubber.

    Allerede i vores nabolande Sverige og Tyskland har man i årevis haft flere alternativer til FIFe, så det er et simpelt traditionsspørgsmål, at noget tilsvarende ikke har været gældende i Danmark. Men nu har den første TICA-klub og den første CFA-klub i Danmark altså set dagens lys, og de bliver næppe de sidste, efterhånden som folk får afmystificeret "de nye" forbund.

    Ud over de ovennævnte organisationer, som samarbejder i WCC, findes der endnu flere, fx CFF og ACFA i USA, diverse independent-klubber i Tyskland, osv. osv. Nogle er ligeså seriøse som WCC-organisationerne, andre mangler måske lidt troværdighed. Hvis man påtænker at importere en kat fra en ikke-WCC organisation ind i et WCC-forbund, bør man forhøre sig hos sit eget forbund, om stamtavlen kan overføres, *inden* man køber katten.


    Artikel skrevet af: Pil Refstrup - udstiller i FIFe siden 1996, TICA siden 1999 og CFA siden 2004, med registreret opdrætsnavn i FIFe 1997, i CFA og TICA 2008. (tilrettet til brug på kattegale.dk)