Elliot er forandret efter Dixies ankomst

Katte Adfærd, træning og opdragelse
#1

Jeg fik i januar den skønneste bimse-dreng, 12 uger gammel, da jeg trængte til “nyt liv” efter jeg mistede min skønneste kat, Mijv. :brist:
Han har lige indtil for nogle uger siden, været som de fleste birmaer er flest. En rigtig social og nysgerrig kat med gåpåmod. Fulgte os, hvor end vi gik. Var ved at kravle ind i opvaskmaskinen, når vi åbnede den, fordi den var så spændende. Slikkede vores bare tæer, når vi kom ud fra badet, og vi lærte efterhånden at kigge ned, når vi gik, fordi han altid var lige ved ens fødder.
Han har altid været kælen på sin helt egen måde, og helt uimodståelig :hjerte: Han har dog aldrig været en skødekat, men var kælen på alle andre tænkelige måder.

Jeg begyndte dog at indse, at han ville ha godt af en legekammerat på hans egen alder, da han indimellem virkede til at kede sig, og Silke selv er lidt af en enespænder, som han ellers ser meget op til.

Derfor faldt valget på Dixie, og der gik heller ikke mange dage, for de kom fint ud af det med hinanden. De både leger sammen, og ligger tæt ved siden af hinanden.
Men siden vi hentede Dixie den 8.august har Elliot på ingen måder været sig selv overfor os, hvilket især gælder mig.

Jeg synes ellers lige det var begyndt at gå bedre, men det svinger enormt meget, og det er et skridt frem, og to tilbage.

Han er begyndt at trække sig ind i sig selv, virker det til. Han ser mut/bedrøvet ud. Når jeg vil nusse ham, undgår han kontakt ved at gå eller vifte med halen. Han ligger nærmest helt krympet sammen under bordet, hvor han enten observere eller er i sin egen lille bobbel. Vifter jeg med en fjerpen, vil han normalvis daske til den og blive legesyg, pludselig er han nærmest “forstenet”, og jeg kan vifte den i hans ansigt, uden han reagerer.

Og pludselig liver han så op igen og får den helt store fræsetur med Dixie. Så er Elliot sig selv i en kort stund. Ellers kan jeg kun lokke med ham, hvis jeg har mad.

Jeg tænker om han kan være enten deprimeret eller jaloux. Jeg har virkelig prøvet at fordele opmærksomheden mellem kattene lige, men det har været umuligt, da Elliot er gået sin vej og ikke har villet ha kontakt.
Jeg har ligeså købt godbider, som jeg prøver at vinde hans tillid med, og især give, når han opsøger mig. Men det er blevet sådan, at jeg nærmest ikke “tør” at nusse ham, fordi jeg er bange for at blive afvist.

Hvad kan der dog være galt med ham. Kan han ha en depression, eller er han “bare” jaloux og fornærmet?
Jeg har også overvejet om det kan være noget fysisk, men det er kommet lige efter Dixie kom herhjem.
Jeg forstår det simpelthen ikke, fordi de to virker til at have det rigtig godt sammen.

Nogle der kan hjælpe mig med et par gode råd eller to?

#2

Jeg oplevede noget lignende med Frederik (også bimse), da orientaler Juliet flyttede ind.

Frederik har haft en noget omtumlet tilværelse inden han landede hos mig sammen med halvbroderen. De to havde et noget anstrengt forhold til hinanden (stress), plus at de begge har været kastebold (jeg var 4. ejer, og de landede hos mig som 3 år (Frede) og 4 år (Bastian)). Jeg valgte bimsen som kat fordi jeg faldt for det temperament som de skulle have i følge litteratur og andre katteejeres oplevelser. Det var bare ikke sådan en kat jeg oplevede i Frederik. Han var dog begyndt stille og roligt at lukke op, og var begyndt at være puttesøgende og sov gerne på brystkassen af mig om aftenen når vi gik i seng. Indtil Juliet flyttede ind - så kom jeg i bad standing. Jeg var persona-non-grata i 3 måneder, så begyndte han stille og roligt at komme tilbage til mig og blive sit gamle jeg igen. Jeg oplevede det som en form for fornærmethed - omend jeg ikke er helt sikker på om det er en følelse katte er i stand til at have - men han var helt sikkert ikke tilfreds med at hun var flyttet ind - og de to har et lidt anstrengt forhold til hinanden den dag idag.

Jeg kan jo ikke sige om det helt er det samme der gør sig gældende med din Elliot, men det lyder meget lig det. Spiser han som han skal?

Du skriver du kan lokke ham med mad. Måske kan du give ham noget klikkertræning hvor du belønner ham med mig, således at I to får nogle helt specielle stunder sammen, hvor Dixie så ikke er med og lukket væk så det kun er jer to?

#3

[QUOTE=Vipstøsen;1292555]Jeg oplevede noget lignende med Frederik (også bimse), da orientaler Juliet flyttede ind.

Frederik har haft en noget omtumlet tilværelse inden han landede hos mig sammen med halvbroderen. De to havde et noget anstrengt forhold til hinanden (stress), plus at de begge har været kastebold (jeg var 4. ejer, og de landede hos mig som 3 år (Frede) og 4 år (Bastian)). Jeg valgte bimsen som kat fordi jeg faldt for det temperament som de skulle have i følge litteratur og andre katteejeres oplevelser. Det var bare ikke sådan en kat jeg oplevede i Frederik. Han var dog begyndt stille og roligt at lukke op, og var begyndt at være puttesøgende og sov gerne på brystkassen af mig om aftenen når vi gik i seng. Indtil Juliet flyttede ind - så kom jeg i bad standing. Jeg var persona-non-grata i 3 måneder, så begyndte han stille og roligt at komme tilbage til mig og blive sit gamle jeg igen. Jeg oplevede det som en form for fornærmethed - omend jeg ikke er helt sikker på om det er en følelse katte er i stand til at have - men han var helt sikkert ikke tilfreds med at hun var flyttet ind - og de to har et lidt anstrengt forhold til hinanden den dag idag.

Jeg kan jo ikke sige om det helt er det samme der gør sig gældende med din Elliot, men det lyder meget lig det. Spiser han som han skal?

Du skriver du kan lokke ham med mad. Måske kan du give ham noget klikkertræning hvor du belønner ham med mig, således at I to får nogle helt specielle stunder sammen, hvor Dixie så ikke er med og lukket væk så det kun er jer to?[/QUOTE]

Du skriver fornærmethed, og det er lige præcis ´det jeg oplever, at Elliot er. Jeg vil vel også bare med denne tråd, have et svar om, at det hele nok skal blive bedre, men nu er der efterhånden gået et par uger. Og lige som jeg ser fremskridt, - Han har haft to dage, hvor han var sit gamle jeg igen, åndede jeg lettet op, - og så røg han tilbage?

Jeg oplever faktisk også indimellem, føler jeg, at når jeg så endelig kan bruges, så er det når Dixie slet ikke er til stede i rummet.
Men det mærkelige er netop, at Dixie og Elliot ikke har et anstrengt forhold. De virker til at trives rigtig fint, men indimellem fortrækker Elliot sig.

Når han vælger at gøre det, har jeg svinget meget med at give ham plads, til at trække sig og få ro, og så koncentreret mig om Dixie. Andre gange prøver jeg at få ham med, men med det resultat at han bare går. Så er det ikke spor nemt.

Jeg er begyndt at overveje om at få Dixie var den rigtige beslutning, for det er hårdt at se Elliot sådan. Havde det nu været noget fysisk, kunne man gøre noget hos en dyrlæge. Men jeg synes det er svære psykisk.

Jeg synes han spiser som han skal, ja. Men som altid, er det kun vådkost der kan bruges. Det har ikke ændret sig.

#4

Har du prøvet at lege fjerpind med Elliot, når Dixie ikke er der? Jeg oplevede det med både Cinnamon, da jeg fik Magic, og med Magic, da jeg fik Asani, at de ikke længere gad at lege med, fordi den senest tilkomne var noget mere vild og energisk. Så ville de hellere bare ligge og kigge på.

Tog jeg så Magic med mig ind i soveværelset og viftede en fjer foran ham, ville han gerne lege.

Der sker noget med dynamikken, når man introducerer en ny kat. Det må man regne med, og så må man observere og kompensere lidt hist og her, men også være indstillet på, at alting ikke kan fortsætte som hidtil, for det er det jo ikke :slight_smile:

#5

forresten har vi feliway sat i stikkontakten, og har haft det siden den 7./8

#6

Jeg synes du skal give det tid, som sagt tog det 3 måneder før Fredrik var sit gamle jeg igen

#7

[QUOTE=galath;1292572]Har du prøvet at lege fjerpind med Elliot, når Dixie ikke er der? Jeg oplevede det med både Cinnamon, da jeg fik Magic, og med Magic, da jeg fik Asani, at de ikke længere gad at lege med, fordi den senest tilkomne var noget mere vild og energisk. Så ville de hellere bare ligge og kigge på.

Tog jeg så Magic med mig ind i soveværelset og viftede en fjer foran ham, ville han gerne lege.

Der sker noget med dynamikken, når man introducerer en ny kat. Det må man regne med, og så må man observere og kompensere lidt hist og her, men også være indstillet på, at alting ikke kan fortsætte som hidtil, for det er det jo ikke :)[/QUOTE]

jeg er selvfølgelig klar over at nogle ting ændre sig, men der er sket en så stor markant ændring i Elliots adfærd, at jeg faktisk synes det er rigtig synd.
Jeg vil lade det komme an på en prøve når jeg kommer hjem, om han er mere interesseret i fjerpinden, når vi er alene sammen.

Dixie er ellers ikke vild. Med fjerpinden eller alt mulig andet legetøj, er der mere gang i hende pt. men jeg oplever, at det ofte er ham der starter op til leg, når de leger fangeleg eller brydekamp. :slight_smile: