En nabo fik for nogle år siden en hund. Den gør ufatteligt meget, og især når naboerne bevæger sig rundt i haven, så står den på en altan og gør ad os. Det generer mig så ikke, det kan jeg godt lukke ørerne for. Det er deres første hund, og konen i huset har tidligere fortalt mig, at hun synes, det er ret besværligt med den hund, og at den gør meget, og at de ikke kan få den til at lade være, og at det også er hver gang nogen går forbi på fortovet (byhus helt ud til vejen) Jeg kan ikke huske, om de har været til hundetræning med den, hvis de har, var det meget kort. Jeg husker, at hun fortalte, at de havde fået anbefalet en metode, som jeg ikke lige syntes var helt optimal, sandsynligvis noget med straf, men at det ikke virkede.
For et stykke tid siden var jeg hos dem for at se, hvordan de har indrettet deres hus. Hunden var MEGET ubehagelig at være i hus med, den gøede og knurrede og virkede “tæt på gulvet”. Jeg har aldrig haft hund og ved ikke meget om dem, har dog kommet i en del stalde og hjem med hunde, og har altid haft succes med at kigge ned og vende siden til, når der kom et gø-apparat løbende. Det var den her slet ikke modtagelig over for, og den fulgte os på sidelinjen, og jeg følte mig faktisk meget utryg. Den knurrede og gøede fra jeg kom og til jeg gik, og den virkede meget øh… energisk omkring det. Altså en meget intensiv og dyb knurren. Som sagt er jeg slet ikke hunde-ekspert, men jeg syntes, den virkede utryg ved, at jeg var der, og der var ingen tvivl om, at jeg bare skulle UD af dens hus.
Her den anden dag snakkede vi om børn, de har en pige i børnehaveklasse, og konen fortalte mig, at det var svært at have legekammerater med hjemme, for de var bange for hunden, så hver gang børnene kom ned fra trappen, skulle hun være der. Og så bragede min oplevelse af hunden op i mig og jeg tænkte - det der, det kan bare gå helt helt galt. Det er i hvert fald helt 100, at mine børn, som elsker hunde, men ikke har lært at læse dem, ikke kommer på besøg der, selv om det kunne være oplagt, for vores børn er tæt på hinanden i alder. Men hvad med de børn, som så gør?
Er min bekymring overdrevet? Hvis ja, bør jeg fortælle dem om den? Jeg synes jo, at med min meget begrænsede hunde-erfaring, så er jeg måske ikke den rigtige - men hvad så hvis ingen af de rigtige siger noget? Eller hvad hvis de har fået det at vide 100 gange før?
mvh. tina
Mange tak for input. Selv om der ikke var meget respons, så tror jeg på, at hvis der på et tidspunkt er andre, der er bekymrede og taler med familie om det, så kan det måske virke stærkere, når der allerede er en, der har sagt noget…