Det gør mig ondt at læse, at Devi har fået konstateret nyresygdom 
Jeg har desværre haft nyresygdom tæt inde på livet gennem de sidste > 5 år.
Og min største erfaring er, at man ikke bare udfra blodprøve værdier kan udtale sig om graden af symptomer/gener eller endegyldig prognose.
Jeg har (eller rettere havde) 3 birmaer fra samme familie.
Dino, født 2007, fik konstateret forhøjede nyretal i 2012, som 5 år gammel. Forinden vægttab på 400 g (10% af hans kropsvægt) over kortere tid. Han kom på Benakor (ACE-hæmmer, som øger blodgennemstrømningen i nyrerne) - de første par år ikke nyrediæt - men fortsat blot ren vådfoder (jeg havde jo læst Elizabeth Hodgkins bog). Han spiste hurtigt normalt igen, hans creatinin lå stabilt omkring de ca 225. Kun blodprøverne sladrede om at han var syg - ellers ville jeg ikke have troet det.
Dinos far, Aztor, som er halvandet år ældre, fik ved rutineblodprøver (seniortjek) konstateret forhøjede nyretal i 2015, knapt 10 år gammel. Han kom på samme medicin, samme foder. Men efter 6 mdr var han tal steget betydeligt (fra 190 i creatinin til 240) og så valgte jeg at sætte både ham og Dino på nyrediæt. Aztor skiftede så samtidigt fra Benakor til Semintra (det var fortsat ret nyt præparat på markedet dengang).
Og jeg måtte erkende, at både Aztors og Dinos nyretal faktisk faldt efter opstart af nyrediæten, og da vi efterfølgende for 1 år siden også valgte at skifte Dino fra Benakor til Semintra blev Dinos blodprøver endnu pænere.
De spiste Hills K/D tørfoder suppleret med vådfoder-nyrediæt (Hills K/D, RC Renal) - vådfoderet blev der ikke spist større mængder af.
Dinos halvsøster, Effie, også fra 2007 (og Aztors datter) havde ved rutineblodprøver i september 2016 normale blodprøver, hvilket jeg var så glad for. Hun var jo rask…… Det var desværre ikke nogen garanti.
I maj i år tabte Effie sig tydeligt. Fik taget blodprøver, som viste let forhøjet creatinin (ca 180, hvor normal værdi er <168). Hun blev ligeledes sat på Semintra, nyrediæt ville hun ikke spise, så hun blev budt hvad hun ville have, vådfoder tilsat phosphatbinder, og tørfoder med så lavt phosphorindhold, som jeg kunne finde. Trods den ikke særligt forhøjede creatinin blev hun dog desværre svært påvirket, forkvalmet og gik indenfor 1 uge fuldstændigt fra foder/vand. Til trods for intensiv udredning, væsketerapi, medicinsk behandling (appetitstimulerende, kvalmestillende, forebyggende medicin mod mavesår), uforandrede nyretal på blodprøver - men en urinprøve som viste proteiner i urinen, og dermed en stadie III nyresygdom - og uanset hvilket foder jeg prøvede at byde hende - så kunne jeg ikke få hende igang med at spise. Og slet ikke i sufficiente mængder. I et sidste desperat forsøg (og også efter anbefalede retningslinier ved spisevægring på nyrekat) så valgte jeg i samråd med dyrlægen af få langt en ernæringssonde på hende. Den holdt hende jo så lige akkurat kørende (stationær lav vægt), men desværre trods nu fødeindtag i sonden, så gav den ikke Effie interessen tilbage for at indtage føde - og da der tilkom infektion omkring sonden efter 1 uge, så var vi nødt til at give op. Det river hjertet i tusinde stykker at kæmpe for en nyresyg kat, som bare ikke vil spise…. Og det er rigtigt svært at acceptere at miste en kat på baggrund af spisevægring på blodprøver, som ikke virker katastrofalt forhøjede…. Det er så svært at forstå - og idag knapt 5 mdr senere er jeg ikke sikker på, at jeg nogen sinde kommer til at forstå det.
Samtidigt måtte jeg desværre også erkende, at både Aztor og Dino nægtede at spise Hills K/D tørfoderet efter at formatet på foderpillen var blevet ændret. De fik budt forskelligt andet - Dino accepterede istedet RC Renal select - især hvis det var tilsat lidt RC Ageing 12+ (som også har pænt lavt phosphor indhold). Men Aztor var desværre svært påvirket af Effies sygdom/død - allerede under hendes sygdomforløb var han ved dyrlægen til tjek og blodprøver, som dog var pæne. Men 2 uger efter hendes død gik Aztor også fra foderet (men drak fortsat vand). Blodprøver nu viste at hans nyretal faktisk var normaliserede (creatinin), omend han fortsat havde let forhøjet SDMA. Jeg havde 10 forskellige tørfoder mærker på hylderne, jeg ved ikke hvor mange vådfodermærker - og hver dag var det så at starte forfra i mærkerne og finde ud af, hvilken af mærkerne han kunne nødes til at indtage lidt af. Appetitstimulerende og kvalmestillende var han på i flere uger, men blev blot svært medicinpåvirket og zombieagtig - og hvor var han depressiv. Jeg kunne slet ikke genkende min kat. Han blev udredt med skanninger, urinprøve etc ved dyrlæge, men intet andet bongede ud. Så kendt nyresygdom, nu pænere nyretal end de havde været i flere år - og en kat, som kun spiste yderst nødtørftigt - og kun når jeg håndfodrede ham (ikke tvangsfodrede). Vi trappede ham ud af alt medicinen undtagen Semintra - så havde jeg i det mindste en kat som ikke længere var zombieagtig eller bevægede sig i slowmotion, han blev mere opsøgende, men normalt agerede han nu fortsat ikke og spiste kun hvad jeg kunne lokke i ham ved håndfodring.
Da dette havde stået på i et par måneder og jeg blev mere og mere sikker på, at en del af problemstillingen var sorgreaktion over Effies død, valgte jeg til sidst i ren desperation at hente en birmakilling hjem. For at se om jeg kunne tvinge ham igang igen ved at flytte hans fokus over på noget andet. Og et eller andet må have fænget, for 2 dage efter at Karlos var flyttet ind rendte Aztor for første gang siden Effies sygdom/død brægende rundt om benene på mig og “råbte” på nus/opmærksomhed. Det var i midten af september. Fødeindtag rettede sig dog ikke fra dag til dag (hvilket vel heller ikke kan forventes på en kat som ikke har spist normalt i måneder). Han begyndte nu selv at gå i sin foderautomat igen, men spiste kun lige til at opretholde eller knapt opretholde sin lave vægt. Det var RC renal select tørfoder vi endte på (han er ikke den store vådfoder spiser), men det var absolut ikke med udelt begejstring af at han spiste det.
Eftersom jeg havde været igennem alle andre nyrediæt mærker, stort set alt andet jeg kunne finde med lavt phosphor/proteinindhold, intet fængede - og når han fik foder med højt proteinindhold, så var mit indtryk at han blev skidtmas - så var jeg efterhånden ved at blive igen lidt desperat.
Jeg faldt så over Sanabelle Urinary, som indholdsmæssigt læner sig tæt op af nyrediæt - phosphatindholdet er blot er anelse højere (men fortsat meget lavt for ikke-diæt foder). Og det foder ville han spise - og ikke bare 1 eller 2 dage, men nu flere uger i streg.
Han er fortsat “nyrekat” - dvs generelt lidt småtspisende - og han kaster sig på ingen måde over maden. Men han spiser små portioner - og går nu også selv i sin foderautomat og har taget 200 g på. Og er nu den Aztor, som jeg kender, opsøgende, snakkende og legesyg. Men hvor har det dog holdt hårdt. Hvor har jeg dog tudet. Og jeg har flere gange over sommermånederne tænkt, hvornår jeg ville være nødt til at give op. Men at give op på normaliserede nyretal, en kat som fortsat drak selv og altså ikke havde været så langt ude at han krævede væsketerapi, det virkede bare slet ikke rigtigt. Men lige nu håber jeg, at jeg får lov at beholde ham nogle år endnu.
Jeg beklager det lange indlæg. Men det er svært at få pointerne ordentligt med, uden at forklare baggrunden for dem.
Nyresygdom er kronisk. Man kan lindre og man kan behandle symptomer og forhåbentligt forlænge levetiden - men en rask kat får man ikke.
Og det kan være uendeligt forskelligt hvordan en kat reagerer på sygdommen, som nævnt ovenfor kan selv mindre forhøjelser i blodprøver give massive symptomer hos nogle, mens andre tolererer væsentligt højere nyretal markant bedre og ikke fremviser symptomer.
Spisevægring er den hyppigste årsag til aflivning ved nyresygdom. En nyresyg kat kan være yderst småtspisende, nægte at spise noget en dag, som ellers faldt i god smag dagen før. Så det kan være lidt af et detektiv arbejde at finde ud af, hvad katten reelt vil spise.
Men det vigtigste er at den SPISER. Spiser katten ikke, så går det desværre kun én vej. Så vil den ikke spise nyrediæt, så kan en mulighed være vådfoder tilsat phosphatbinder eller hvis den heller ikke vil det - så vådfoder eller tørfoder, som ikke er diætfoder, men hvor man så kan forsøge at finde de typer, som ikke indeholder tårnhøjt phosphat. Phosphat har nok højere betydning for belastning af nyrerne end proteinindhold.
Og som det kan læses af mit indlæg, så var jeg til en start, da Dino for 5 år siden fik konstateret sin nyresygdom, indædt modstander af nyrediæt. Tørfoder, hvor kød kommer flere trin nede af rangstien i indholdsfortegnelsen, det var jo ikke foder. Elizabeth Hodgkins bog var min bibel. Men både Dino og Aztor udviklede deres nyresygdom til trods for primær fodring med vådfoder. Og over årene har jeg måttet erkende, at nyrediæt (eller i hvert fald noget der nærmer sig en sådan indholdsfortegnelse) faktisk har bedret blodprøverne (nyretallene) hos Aztor og Dino. Så nogle gange tvinger virkeligheden en til at ændre sine synspunkter/holdninger.
Ligeledes er jeg sikker på, at Semintra har haft en positiv indvirkning på deres blodprøver - også bedre end den virkning de havde af Benakor.
Der findes en rigtigt god hjemmeside, som går ind i rigtigt mange problemstillinger og symptombehandlinger hos nyrekatte.
http://www.felinecrf.org/index.htm
Siden er meget saglig og jeg har besøgt den mange gange, især igennem disse forfærdelige sommermåneder.
Jeg håber at Devi responderer på behandling og du får lov at beholde hende noget tid endnu.
Men det ER forskelligt hvordan katte reagerer på forhøjede nyretal. Og det er dig, som kender hende, dig som kan kigge hende i øjnene, og dig som også vil være den der ved, hvis behandling ikke virker tilstrækkeligt, hvornår nok er nok 
For at der snart er synlig effekt af medicinen.
Dejligt at høre 