Teas uheldige fald


#181

Det er efterhånden meget længe siden jeg har skrevet her i tråden. Det skyldes primært at der ikke er sket så meget på knæ-fronten.
Men jeg blev på et andet forum mindet om, at det var længe siden jeg havde opdateret. Så af ren og skær dovenskab, kommer her en mere eller mindre eksakt kopi at min blog på førnævnte forum, der fik titlen “Måske ER 2018 mit år” :slight_smile:

Takket være minde-funktionen på FB, ved jeg, at jeg allerede 3 dage inde i 2017 oplevede frygt for mundhulecancer og voldsomt styrt ned af trappen. Det havde jeg egentlig gladeligt fortrængt. Hvad endnu værre er, at det faktisk kun gik værre derfra.
Værst af alt, er selvfølgelig det egentlig mindre uheld på Bornholm. Jeg gled og faldt, kunne mærke at knæet var helt forkert, men det gjorde ikke så ondt igen. Så til trods for at jeg hverken kunne bevæge det eller komme op at stå, tænkte jeg at jeg bare skulle have en god forbinding, is og hvile.
Eftersom jeg trods næsten en time med frosne ærter på, kun hævede mere og mere, og på ingen måde kunne komme op at stå, måtte jeg jo ringe 1813 og få en ambulance. Men igen - god forbinding etc.

*** Hvis du har læst tidligere blogs, så scroll trygt videre :slight_smile: ***
Lang historie kort (nysgerrige, uindviede kan læse tidligere blogs), knæskallens ledbånd på indersiden var revet 100% over, hvorfor knæskallen nu sad på ydersiden af knæet, og på indersiden var selve knæskallen revet i småstykker. Kirurgen der tilser mig på skadestuen forklarer at jeg skal opereres og det lyder som en smal sag.
Alt er tilsyneladende fint, jeg får et 20 cm langt sår/ar, og efter en håndfuld dage på Bornholms Hospital overføres jeg til Hvidovre, og udskrives dagen efter - godt loaded med morfin, diverse hjælpemidler og hjemmepleje.
Jeg kommer til genoptræning og kæmper en brav kamp, og efter fire måneder skal jeg til “afsluttende” tjek på Hvidovre. Det viste sig faktisk kun at være starten. :confused:
Den ene skrue sidder forkert, og har skrabet alt brusk på nederste del af lårbensknoglen væk i et område på 18x30 mm (der er endda skrabemærker på knoglen). Ved kikkertoperation fræser de skruespidsen væk, og borer en masser huller i den blottede knogle, for at stimulere til arvækst, da det trods alt er bedre end ingen brusk.
Det er nu fire måneder siden. Jeg var selvklart yderligere hæmmet i tiden lige efter kikkertoperationen, men det var jo et mindre indgreb, så jeg mærkede hurtigt fremgang. De seneste 2 måneder er der intet sket. Jeg laver buk-/strækøvelser minimum 2 gange daglig, bækkenløft og/eller andre små øvelser daglig. Jeg ville meget gerne have lavet øvelser med vægt på i træningscenter. Desværre kræver jobcenter og behandling i psykiatrien så meget af mig, at jeg på ingen måde har kunne være i træningscenter samtidig. Jeg må dog også sige, at jeg er usikker på om det ville gøre en forskel. Rent muskulært var jeg i nær topform inden operation nr 2, takket være den genoptræning jeg gik til. Jeg var oppe at gå (med krykker, men støttede også på det skadede ben) med det samme, og var altså ikke immobiliseret, og gik efter få dage i gang med øvelser. Jeg er helt med på at muskler støtter leddet, men jeg kan mærke klar forskel på første gang (dårlig form og immobilisation) og anden gang (fin form og ingen immobilisation).

*** Herfra bør det vist være ny info :wink: ***
På mandag skal jeg til sidste (håber jeg satme!) tjek. 4 måneder efter den korrigerende kikkertoperation, 8 måneder efter faldet og den oprindelige operation.
Der har desværre ikke været fremgang de seneste måneder. Jeg fornemmer altså, at det jeg føler nu, er hvad jeg skal indstille mig på at leve med. Jeg har for det meste ingen smerter i hvile, men har svært ved at komme i gang fra hvile, og smerter for hver eneste skridt jeg tager. Jeg kan kun gå “normalt” på trapper ved at læne mig frem og gå på alle fire, og altså fordele vægten over på overkroppen - og selv det er hårdt. Jeg har (u)heldigvis trappe i lejligheden, så jeg ikke er nødt til at fremføre førnævnte for offentligheden. :stuck_out_tongue: I offentligheden tager jeg et trin af gangen, altså løfter mig op på det raske ben og “slæber” det skadede efter. Når jeg står - laver mad, vasker op, er i bad, venter på offentlig transport osv, står jeg med 100% vægt på det andet ben. Den taktik har været brugt ((u)bevidst) i nu 8 måneder, og er sikkert også nødvendig fremover. Allerede nu kan jeg mærke slidet på det ellers raske knæ. Det er egentlig ikke så godt. :confused:
Jeg er klart hæmmet i min dagligdag. Jeg prøver ihærdigt at begrænse mig til at skulle ud én gang om dagen, for jeg ved af bitter erfaring at jobcenter-besøg om formiddagen og f.eks. hjem til min kæreste om aftenen, giver betydelige smerter og at jeg dermed er sengeliggende og tvær. Jeg kan gå ca. 1 km så skal jeg have pause, og jeg skal ikke over 3-4 km på en dag. Og så skal vi slet ikke starte på hvad der sker, når jeg ikke kan få en siddeplads i metro/bus. :stuck_out_tongue: :confused:
Jeg plejede gerne at sidde med venstre (det nu skadede) ben, foldet under mig og højre ben over og ned som normalt. Det er nu ganske enkelt umuligt. Så nu ligger jeg bare på sofaen. Ja, jeg ligger også nu som jeg skriver dette, med den bærbare på sofabordet. Det giver selvklart svind af rygmusklatur. Så sociale situationer hvor det kræves at jeg er siddende mere end et par timer, giver svære rygsmerter. “Kan du ikke bare sidde normalt?” Tjoh, men det er ikke bedre. Når man sidder, er benene egentlig ofte ret fastlåste i én/få “nærliggende” stillinger, og det kan knæet ikke holde til. Når jeg ligger, har jeg større bevægelsesfrihed og vigtigst, så er der absolut ingen vægt på knæet.
Da jeg blev kikkertopereret i november frygtede jeg vinteren og dens glatte veje. Jeg nåede helt til starten af marts uden nævneværdig sne/frost, og troede naivt at vi slap. Men nej. Fredag 2/3 var jeg først på jobcenter og senere ude at spise med min kæreste. Hvis jeg går bare lidt sært under normale omstændigheder, så går jeg som en 80-årig der har skidt i bukserne, når der er glat. Ikke alene gør de små udskrid med foden virkelig ondt i knæet, jeg er også latterligt bange for at falde igen. Jeg er generelt god til at falde, men endnu bedre til at slå mig virkelig meget, når jeg så falder.
Så da vi efter restaurantbesøg kom hjem til ham, var jeg helt færdig. Gik straks i seng og måtte efter kort tid, og meget besvær og klagen, rulle om på siden og sove.
Jeg går så uhensigtsmæssigt og ja, egentlig forkert, at “selvfølgelig” gør knæet ondt, men også højre fod er smadret (fordi jeg jo altid står på den), anklerne, læggene, primært venstre men også højre knæ, særligt de forreste lårmuskler, højre balde og lænden brænder, smerter og skriger på hvile.

Allerede nu fortryder jeg denne wall of text … der er jo ingen der læser med nu?! Men nu kommer det positive! :smiley:

For at blive ved knæet, så har jeg jo indgivet klage over behandlingen/operationen på Bornholm, samt søgt erstatning. Det er to totalt separate sager. Der er fremskred begge steder, men jeg forestiller mig at de begge afventer info fra tjekket på mandag. Jeg er ikke “ude efter” kirurgen og ønsker som sådan ikke at han får en påtale, jeg ønsker blot at sagen vurderes af uvildige fagfolk. Man skal dog være idiot for ikke at ønske medhold i en erstatningssag. Får jeg medhold, ønsker jeg i-PRF behandling. Relativt ny behandling (kun tilgængelig på privatklinikker, så vidt jeg ved) hvor man opkoncentrerer patienents eget blod til plasma (rigt på røde og hvide blodlegemer, samt høj koncentration af potentielle stamceller), og injicerer det i det skadede led. Det har vist lovende resultater mht. genopbygning af skadet brusk. Dernæst ønsker jeg peer-uddannelse - hvilket elegant fører os væk fra knæet og videre. :smiley:

Nu jeg ikke længere kan stå på apotek, må jeg jo tænke i nye baner. Jeg har længe kigget seriøst på stillingsopslag hvor de søger såkaldte peer-medarbejdere. Peer-medarbejdere bruges i psykiatrien, hvor man uagtet øvrig uddannelse/erfaring, qua sin erfaring med psykiatrien og recovery, kan støtte andre psykisk sårbare i at komme sig. Det ville give SÅ meget mening!! Min kontaktperson i psykiatrien og jeg aftalte for en uges tid siden, at jeg afsluttes i distriktspsykiatien til maj - og eftersom jeg alligevel kun ser hende en gang om måneden, har jeg kun tre samtaler tilbage. Og der har jeg det helt fint med.
Ydermere har jeg længe (to års tid) været tilknyttet OPUS-panelet. OPUS er et to-årigt, tværfagligt behandlingstilbud til unge, nydiagnosticerede med skizofreni. Panelet består så af tidligere brugere, der med deres personlige historie holder oplæg primært for patienter, pårørende og fagpersonale, med det formål at indgyde håb, sætte ansigt på diagnosen og afstigmatisere. For en uges tid siden fortalte jeg så endelig min historie for panelet - og fik overvældende positiv feedback. For nogle dage siden fik jeg mail fra tovholder, og skal på min første opgave om en måned. :slight_smile:
Ligesom at man hurtigt kan fanges i en negativ spiral, er jeg i en positiv spiral. Jo bedre jeg får det, jo hurtigere får jeg det bedre. :slight_smile: Fleksjobbevilligen har betydet SÅ meget. Ro på, sikkerhed, ikke flere meningsløse praktikker.
Men meningsfuld praktik, ja tak! Min jobkonsulent foreslog at jeg kunne kontakte Askovfondens Socialpsykiatri med henblik på en praktik som peer-medarbejder, for at få noget på CV’et. Det tog sin tid, men yes sir, jeg starter næste mandag 12/3. :smiley: Jeg glæder mig helt afsindigt. Til praktikken, men også til fremtiden.

Jeg er egentlig ikke færdig, men må hellere stoppe nu. Der er bare sket så meget på kort tid, jeg gerne vil dele! Jeg gør mig heller ingen forhåbninger om at en eneste har læst med hertil, hahaha! Men mere følger (forhåbentlig) snarest i ny blog.


#182

Er det helt udelukket, hvis du ikke får medhold? Man kan da godt gennem det offentlige blive henvist til behandling på privathospitaler? Når du har så svære smerter?

Altså, du får selvfølgelig medhold i din erstatningsssag - mon ikke? Men hvad jeg egentlig mener er, om udfaldet af den behøver være udslaggivende for, om du kan få den anden behandling?

Nu spørger jeg sikkert rigtig dumt - men kan du ikke få en krykke at gå med? Det virker ikke, som om der er den helt store pointe i at være hjælpemiddelfri, hvis det eneste resultat er, at smerterne bliver værre. Men du har måske hjælpemidler?


#183

Tea jeg har læst hvert et ord! Og hvor er det dejligt at høre alle de positive ting der er sket for dig her på det sidste. Tillykke med fleksjobbet og praktikken som Peers! :blush:


#184

Jeg synes det er dejligt at læse der er lidt vind i sejlene omend det måske ikke er så meget på knæet. Men det går jo strygende på de andre punkter :slight_smile:

Det er godtnok en øv-historie med dit knæ, og jeg håber virkelig du får erstatning for det. Det vil være et lille plaster på såret.


#185

Det er simpelthen forfærdeligt at det er gået så skidt med dit knæ. Det gør mig virkelig ondt :frowning: Til gengæld er jeg bare SÅ glad på dine vegne over praktikken :heart:


#186

Som jeg forstår det, dog uden at have undersøgt det i dybden, så vil i-PRF være for egen regning, også selvom jeg via henvisning fra det offentlige, havner på privatklinik. Men det er selvfølgelig noget jeg spørger om til tjek på Hvidovre i morgen. :slight_smile:
Jeg kan ikke finder priser på i-PRF, kun PRP (som vel kan kaldes forløberen for i-PRF), og den ligger omkring 10.000 kr. Det er desværre ikke lige penge jeg ellers har.

Jeg har stadig krykker, og jo, det hjælper en smule at gå med en. Men det er trods alt også en akavet/skæv måde at gå på, så det bliver bare hårdt på en anden måde.
Jeg har også stadig toiletforhøjer og klodser der hæver sofaen. Det skal alt sammen afleveres indenfor 14 dage, når jeg lige finder kørelejlighed. Jeg er ikke vild med tanken, men tænker at jeg må se hvordan det går.
Viser det sig af være alt for hårdt at undvære, må jeg søge kommunen om hjælpemidler. Jeg skal alligevel søge om at få monteret gelænder på væggen langs trappen, så jeg kan støtte i begge sider og gå mere normalt.


#187

Nu ved jeg godt nogle kommuner har højere serviceniveau end andre, men både gelænder, forhøjerklodser, toiletforhøjer og krykstokke BURDE være en formsag for kommunen at sørge for til dig :slight_smile:
ofte vil gelænder kræve et lille hjemmebesøg af terapeuten for lige at tjekke trappen, et lille opkald til udlejer for at sikre, at de ikke vil sætte det op for dem, men ellers virkelig en formsag, i og med din tilstand nu er varig :slight_smile: det skal bare sikres at det kan lade sig gøre inde for bygningsreglementet (der er krav om en vis friplads på fælles trapper) og så skal en håndværker bestilles - bum ude af verdenen :slight_smile:

Jeg kan sige så meget at krykstokke, forhøjerklodser og toiletforhøjer ville på mit skrivebord være klaret på en tlf-samtale og kunne køres ud som standardhjælpemiddel inde for få dage, hvis ellers det hele er hjemme på hjælpemiddeldepotet :wink:
Men jeg ved også godt, at nogle kommune sidder hårdere på tingene end Aalborg …


#188

Da jeg fik bevilget krykker var det med besøg af terrapeut.
Jeg havde så søgt om et specielt mærke, som kommunen ikke har som standard, faktisk kendte terapeuten slet ikke mærket.
Jeg argumenterede for dette mærke - det er bevægelse i håndtaget, en slags støddæmper - og da hun hørte min e argumenter gik hun med til at bevilge dem.

Jeg søgte også om siddepude, og så køkkenredskaber af den type man så selv skal købe - bestik, køkkenkniv mm, da det er noget der er almindeligt at have i hjemmet.


#189

Tak for info. :slight_smile:
Jeg har heldigvis aldrig skulle søge hjælpemidler før, men har desværre haft en del med jobcenteret at gøre. Jeg ved at København i den sammenhæng, skulle have ry for at være blandt de værste og mest urimelige.
Det til trods, har jeg (for det meste) følt mig godt behandlet, og fik f.eks. bevilget fleksjob på nær rekordtid.
Så jeg er fortrøstningsfuld. :slight_smile:


#190

Jeg var til tjek på Hvidovre i går - det tog 5, højst 10 minutter. Han brugte lige 20 sekunder på at mærke på knæet, for at undersøge om jeg havde væske i det. Jeg klagede over det føles hævet efter aktivitet, så han ville lige sikre sig at det ikke var en permanent hævelse - og det var det ikke.
Kan godt blive liiidt irriteret over sådan nogle samtaler/aftaler, der lige så godt kunne have været klaret telefonisk.

Jeg fik den sædvanlige om at jeg skal tabe mig. Jeg er så småt i gang med et forsøg, dog primært grundet min overaktive blære, som “selvfølgelig” også skyldes overvægt. :face_with_raised_eyebrow:
Modsat blæren, er der dog ingen tvivl om at overvægt er utroligt hårdt ved knæene. Og det er en faktor jeg faktisk selv kan påvirke. Så jeg håber at det kan være lidt ekstra motivation.

Men han må nære et lille håb til at det kan blive bedre med tiden, han vil i hvert fald gerne se mig igen om yderligere et halvt år (har fået tid 5. september). Jeg skal så muligvis scannes, for at se om der er dannet arvæv/brusk over den blottede knogle. Det kan dog besværliggøres betragteligt, da metalskruerne vil forstyrre scanningen. Så det skulle han lige finde ud af om gav mening.

I klagesagen har kirurgen fra Bornholm udtalt at skruerne sad som de skulle da han lukkede, og de altså må have flyttet sig senere. Jeg spurgte kirurgen på Hvidovre, om jeg nu skulle være nervøs for om den anden skrue ville flytte sig og også skabe problemer. Han nærmest grinte, da han forklarede at de var koniske, og altså kun kunne skrue sig UD, ikke IND. Der skal altså påføres ret stor kraft (fra skruemaskine), for at skrue dem ind. Så det undrede ham også meget at ham bornholmeren kunne finde på at sige sådan.

Jeg spurgte til i-PRF, og det er rigtig nok kun efter 100% egenbetaling. Det er relativ ny behandling, og der foreligger ikke tilstrækkelig dokumentation for effekt, til at det er noget staten poster penge i.
Han kunne dog sagtens forstå at jeg er villig til at prøve, og han kendte til en specifik reumatolog i Hillerød som skulle have stor erfaring med det. Da jeg kommer hjem, tjekker jeg hjemmesiden, og ser at han kun tilbyder PRP (altså forløberen for i-PRF).
Men hvis det bliver aktuelt, vil jeg kontakte ham i Hillerød, og høre hans vurdering. Jeg har ikke meget andet end mavefornemmelse at gå efter, men jeg stoler på kirurgen på Hvidovre, så når han anbefaler en reumatolog, stoler jeg også på den anbefaling. Selvom ham i Hillerød ikke tilbyder i-PRF, må han jo kende behandlingen, og kunne sige noget om fordele/ulemper ved de to. Endvidere er det slet ikke sikkert at jeg er oplagt kandidat til behandlingen, hvis min skade vurderes for alvorlig. Som jeg forstår det, tilbydes den primært ved sportsskader og lettere slidgigt.
Så ja, det tager jeg til den tid. :slight_smile:

Nu er jeg så bare spændt på om det ekstra tjek i september får indflydelse på min erstatningssag - altså om de vil afvente den, så info derfra kan indgå i vurdering.
Så nu venter jeg bare … og venter lidt mere.


#191

Jeg er fristet til at skrive at det måske går en smule bedre. Men det skal nok primært tilskrives at jeg er bedre til at respektere mine begrænsninger, og nu kun sjældent ender med overbelastning der tvinger mig til hvile i dagevis. Det har selvfølgelig også hjulpet betragteligt, at der ikke længere er is og sne på vejene. Føj, det var hårdt. :confused:
Så set fra den vinkel, går det egentlig bedre. :slight_smile:
Men jeg ER desværre ret begrænset - og jeg synes det er urimeligt. Forleden ville min kæreste og jeg i en park for at nyde det gode vejr. Inden vi tog afsted, ville jeg dog teste om jeg overhovedet kunne komme op fra jorden, uden en stol/lignende at støtte på. Så langt kom jeg slet ikke - for jeg kunne ikke engang komme ned!
Vi tog dog afsted alligevel i håb om en ledig bænk, hvilket vi fandt. :slight_smile: Men de der ture til stranden som jeg så frem til? Ja, de kommer så nok ikke til at ske. :confused:

Jeg skulle lige sortere i mine bogmærker, og så at reumatologens side om PRP ikke kunne findes. Det skyldes sørme at han indenfor den seneste måned er gået over til i-PRF. Hurra for det!
Jeg er meget spændt og utålmodig, og har lyst til at ringe NU, og høre om jeg kan være kandidat, om den angivne pris er pr injektion (den skal nemlig gentages) eller for den fulde behandling, og tusinde andre spørgsmål melder sig. :smiley:
Men jeg klapper lige hesten, og venter til jeg (forhåbentlig) en dag faktisk har penge på kontoen. :stuck_out_tongue:

Umiddelbart lader det til at der sker ting. For en uges tids siden overgik min sag fra sagsbehandler til læge. Det trin i processen tager 7-8 uger, hvorefter der bør kunne træffes en afgørelse.
Så hvis jeg er heldig, har jeg svar en gang i juni. :slight_smile:


#192

Det lyder spændende, Tea. Har du en tid hos ham? Kan man ikke bare komme at få en vurdering? Koster det også en formue?

Så du behøver ikke vente på at få fastsat en méngrad? Det ville måske mere være i forbindelse med en forsikringsudbetaling, at det ville være relevant.

Har du nogen idé om, hvor stor en erstatning du kan forvente, hvis du får medhold?


#193

Nej, ingen reumatologtid (endnu). Uanset om den angivne pris er samlet eller pr injektion, har jeg bare ikke råd nu. Hvis jeg får erstatning, skal jeg klart afsted. Når jeg engang kommer i job, må jeg se på det. (Der er så bare lige mange andre ting til den tid, f.eks. flytning og gæld. :confused:)
Jeg kunne garanteret sagtens komme til en konsultation nu og få en vurdering, men jeg venter bare til jeg faktisk har råd til evt. behandling. :slight_smile:

Jeg skal helt sikkert vente på at få fastsat méngrad, før jeg får noget udbetalt. Men selve afgørelsen om hvorvidt der er sket en behandlingsskade eller ej og jeg dermed er berettet til erstatning, bør jeg få “snart”. Og efter afgørelsen, skal der beregnes. Jeg mener at huske at de skriver det kan tage op til et halvt år at beregne.
Jeg har “selvfølgelig” forsøgt at beregne hvor meget jeg måske har i sigte.
Ud af vistnok fem muligheder, kan jeg nok regne med tre - svie og smerte, varige mén og tabt erhvervsevne.
Svie og smerte (som vist egentlig hedder noget andet), er ikke så meget. 100-150 pr sygedag udover det forventede. Og jeg blev jo raskmeldt “allerede” i december.
Varige mén har en bagatelgrænse på minimum 5%. Arbejdsskadestyrelsen har en fin tabel (og beregner), der i min optik placerer min skade på præcis 5% hvilket udløser knap 50.000.
Tabt erhvervsevne er (for mig) uhyre svær at gennemskue, fordi jeg er bevilget fleksjob. En hvis procent højere løn fra arbejdsgiver, er ikke lig med samme procent højere løn på kontoen, pga. kommunens tilskudssystem. Ergo er det lidt svært at gennemskue hvor meget jeg egentlig står til at miste. Beregner de alene på baggrund af reel løn, eller tæller de tilskuddet med?
I mine pessimistiske beregninger falder jeg for bagatel grænsen (som jeg på stående fod ikke kan huske), og i de mere optimistiske snakker vi vel små 200.000.

Jeg forventer intet, men håber meget. :wink:


#194

Nogle gange går ting overraskende hurtigt!

Jeg har fået medhold i min erstatningssag!!

Jeg er så glad og overvældet, at jeg har kvalme og ryster, hahah! Det er virkelig helt fantastisk på så mange måder. Jeg kan slet ikke styre det. :stuck_out_tongue:

Allerede er jeg tilkendt for svie og smerte, som tikker ind på kontoen i løbet af en måned.
Samtidig skal de have flere oplysninger om min økonomi, og endelig en undersøgelse ved egen læge til september, så sagen kan endelig afsluttes.

Argh, jeg er glad!! :smiley:


#195

Fantastisk, Tea - så skal der bestilles tid hos reumatologen! :rock:


#196

Det er din ulykkesforsikring, der skal betale, ikke? De fleste ulykkesforsikringer har en nedre grænse på 5% i mengrad. Hos andre er grænsen højere, men det tænker jeg, du har tjekket :slight_smile:
Mht. til erhvervsevnetab, så kigger man på, hvorvidt du står til at miste indtægter i fremtiden sammenlignet med før du fik din skade. Nu er din forsikringssituation en anden end min var, så jeg ved ikke om det er sammenligneligt. Men jeg fik en mén grad på 25% og ikke noget erhvervsevnetab, fordi jeg på trods af min skade kan arbejde på normale vilkår. Eller sagt på en anden måde: før ulykken havde jeg stående og gående arbejde. Det vil jeg aldrig kunne have igen, men jeg var så heldig at blive revalideret til et arbejdsområde, hvor jeg kan have (primært) siddende arbejde. Derved mister jeg intet økonomisk, når man sammenligner min indtægt før og efter skaden - derfor ingen erstatning for erhvervsevnetab. Håber det giver mening - jeg er lidt overtræt :rolleyes:


#197

Jeg ved ikke om du allerede har fået udbetalt/kender din mén-grad, men i min optik er du pga dine begrænsninger langt over 5%, for jeg var der/lidt over, så vidt jeg husker det, og jeg har slet slet slet ikke de samme begrænsninger fra min brækkede ankel, som du har med dit knæ.


#198

Nej, jeg har desværre ingen ulykkesforsikring. :frowning: Men jeg får erstatning fra Patienterstatningen, da der jo er sket en fejlbehandling. :slight_smile:
De arbejder også med en nedre grænse for mén på 5% - og henviser i øvrigt til méntabel på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside. (Jeg kommer mere ind på det i mit svar til Eva lige om lidt. :slight_smile:)
Umiddelbart står jeg til et erhvervsevnetab, da jeg jo er uddannet til stående/gående arbejde - og nu er henvist til at søge ufaglært arbejde. Jobcenteret har aldrig nævnt muligheden for revalidering, og jeg vil næppe heller være i stand til at tage ny uddannelse (det skyldes så psykiatrisk diagnose, for hvilken jeg er tilkendt flexjob).
Netop pga. flexjobbevillingen er jeg usikker på hvad jeg reelt står til at miste i indtægt, da de har et sindrigt tilskudssystem. Så ja, vi får se.
(Og det gav bestemt mening! :ok:)

Som jeg forstår det, tager de udgangspunkt i den faktiske skade, og i mindre grad hvor påvirket man er af den.
Jeg synes jeg ligger mellem de her to:
22
Jeg læste også på Arbejdsskadestyrelsens side, at méngraden kunne øges, hvis man var påvirket “udover det normale/forventede” - husker ikke den præcise ordlyd. Og at den kunne sænkes hvis man før skaden havde sygdom (jeg tænker at de mener “der kan forværre skaden” eller noget i den stil).


#199

I min iver over at dele de gode nyheder for en uge siden, fik jeg slet ikke skrevet hvad jeg hæftede mig ved i Patienterstatningens læges udtalelse.

Man kunne “sagtens” (hans ord!) have ordnet min oprindelige skade UDEN metalankre/skruer - og under alle omstændigheder var det ene jo sat forkert.
Så jeg skal alt det her i gennem, fordi kirurgen på Bornholm havde lyst til at bruge powertools??
Det er faktisk deprimerende at tænke på … så jeg forsøger at lade være. :slight_smile:


#200

Det er nok den rigtige tilgang - selv om det er svært. Med bitterhed opnår man i sidste ende kun at gøre sit eget liv miserabelt.