Det er efterhånden meget længe siden jeg har skrevet her i tråden. Det skyldes primært at der ikke er sket så meget på knæ-fronten.
Men jeg blev på et andet forum mindet om, at det var længe siden jeg havde opdateret. Så af ren og skær dovenskab, kommer her en mere eller mindre eksakt kopi at min blog på førnævnte forum, der fik titlen “Måske ER 2018 mit år” 
Takket være minde-funktionen på FB, ved jeg, at jeg allerede 3 dage inde i 2017 oplevede frygt for mundhulecancer og voldsomt styrt ned af trappen. Det havde jeg egentlig gladeligt fortrængt. Hvad endnu værre er, at det faktisk kun gik værre derfra.
Værst af alt, er selvfølgelig det egentlig mindre uheld på Bornholm. Jeg gled og faldt, kunne mærke at knæet var helt forkert, men det gjorde ikke så ondt igen. Så til trods for at jeg hverken kunne bevæge det eller komme op at stå, tænkte jeg at jeg bare skulle have en god forbinding, is og hvile.
Eftersom jeg trods næsten en time med frosne ærter på, kun hævede mere og mere, og på ingen måde kunne komme op at stå, måtte jeg jo ringe 1813 og få en ambulance. Men igen - god forbinding etc.
*** Hvis du har læst tidligere blogs, så scroll trygt videre ***
Lang historie kort (nysgerrige, uindviede kan læse tidligere blogs), knæskallens ledbånd på indersiden var revet 100% over, hvorfor knæskallen nu sad på ydersiden af knæet, og på indersiden var selve knæskallen revet i småstykker. Kirurgen der tilser mig på skadestuen forklarer at jeg skal opereres og det lyder som en smal sag.
Alt er tilsyneladende fint, jeg får et 20 cm langt sår/ar, og efter en håndfuld dage på Bornholms Hospital overføres jeg til Hvidovre, og udskrives dagen efter - godt loaded med morfin, diverse hjælpemidler og hjemmepleje.
Jeg kommer til genoptræning og kæmper en brav kamp, og efter fire måneder skal jeg til “afsluttende” tjek på Hvidovre. Det viste sig faktisk kun at være starten. 
Den ene skrue sidder forkert, og har skrabet alt brusk på nederste del af lårbensknoglen væk i et område på 18x30 mm (der er endda skrabemærker på knoglen). Ved kikkertoperation fræser de skruespidsen væk, og borer en masser huller i den blottede knogle, for at stimulere til arvækst, da det trods alt er bedre end ingen brusk.
Det er nu fire måneder siden. Jeg var selvklart yderligere hæmmet i tiden lige efter kikkertoperationen, men det var jo et mindre indgreb, så jeg mærkede hurtigt fremgang. De seneste 2 måneder er der intet sket. Jeg laver buk-/strækøvelser minimum 2 gange daglig, bækkenløft og/eller andre små øvelser daglig. Jeg ville meget gerne have lavet øvelser med vægt på i træningscenter. Desværre kræver jobcenter og behandling i psykiatrien så meget af mig, at jeg på ingen måde har kunne være i træningscenter samtidig. Jeg må dog også sige, at jeg er usikker på om det ville gøre en forskel. Rent muskulært var jeg i nær topform inden operation nr 2, takket være den genoptræning jeg gik til. Jeg var oppe at gå (med krykker, men støttede også på det skadede ben) med det samme, og var altså ikke immobiliseret, og gik efter få dage i gang med øvelser. Jeg er helt med på at muskler støtter leddet, men jeg kan mærke klar forskel på første gang (dårlig form og immobilisation) og anden gang (fin form og ingen immobilisation).
*** Herfra bør det vist være ny info 
***
På mandag skal jeg til sidste (håber jeg satme!) tjek. 4 måneder efter den korrigerende kikkertoperation, 8 måneder efter faldet og den oprindelige operation.
Der har desværre ikke været fremgang de seneste måneder. Jeg fornemmer altså, at det jeg føler nu, er hvad jeg skal indstille mig på at leve med. Jeg har for det meste ingen smerter i hvile, men har svært ved at komme i gang fra hvile, og smerter for hver eneste skridt jeg tager. Jeg kan kun gå “normalt” på trapper ved at læne mig frem og gå på alle fire, og altså fordele vægten over på overkroppen - og selv det er hårdt. Jeg har (u)heldigvis trappe i lejligheden, så jeg ikke er nødt til at fremføre førnævnte for offentligheden. 
I offentligheden tager jeg et trin af gangen, altså løfter mig op på det raske ben og “slæber” det skadede efter. Når jeg står - laver mad, vasker op, er i bad, venter på offentlig transport osv, står jeg med 100% vægt på det andet ben. Den taktik har været brugt ((u)bevidst) i nu 8 måneder, og er sikkert også nødvendig fremover. Allerede nu kan jeg mærke slidet på det ellers raske knæ. Det er egentlig ikke så godt.
Jeg er klart hæmmet i min dagligdag. Jeg prøver ihærdigt at begrænse mig til at skulle ud én gang om dagen, for jeg ved af bitter erfaring at jobcenter-besøg om formiddagen og f.eks. hjem til min kæreste om aftenen, giver betydelige smerter og at jeg dermed er sengeliggende og tvær. Jeg kan gå ca. 1 km så skal jeg have pause, og jeg skal ikke over 3-4 km på en dag. Og så skal vi slet ikke starte på hvad der sker, når jeg ikke kan få en siddeplads i metro/bus.
Jeg plejede gerne at sidde med venstre (det nu skadede) ben, foldet under mig og højre ben over og ned som normalt. Det er nu ganske enkelt umuligt. Så nu ligger jeg bare på sofaen. Ja, jeg ligger også nu som jeg skriver dette, med den bærbare på sofabordet. Det giver selvklart svind af rygmusklatur. Så sociale situationer hvor det kræves at jeg er siddende mere end et par timer, giver svære rygsmerter. “Kan du ikke bare sidde normalt?” Tjoh, men det er ikke bedre. Når man sidder, er benene egentlig ofte ret fastlåste i én/få “nærliggende” stillinger, og det kan knæet ikke holde til. Når jeg ligger, har jeg større bevægelsesfrihed og vigtigst, så er der absolut ingen vægt på knæet.
Da jeg blev kikkertopereret i november frygtede jeg vinteren og dens glatte veje. Jeg nåede helt til starten af marts uden nævneværdig sne/frost, og troede naivt at vi slap. Men nej. Fredag 2/3 var jeg først på jobcenter og senere ude at spise med min kæreste. Hvis jeg går bare lidt sært under normale omstændigheder, så går jeg som en 80-årig der har skidt i bukserne, når der er glat. Ikke alene gør de små udskrid med foden virkelig ondt i knæet, jeg er også latterligt bange for at falde igen. Jeg er generelt god til at falde, men endnu bedre til at slå mig virkelig meget, når jeg så falder.
Så da vi efter restaurantbesøg kom hjem til ham, var jeg helt færdig. Gik straks i seng og måtte efter kort tid, og meget besvær og klagen, rulle om på siden og sove.
Jeg går så uhensigtsmæssigt og ja, egentlig forkert, at “selvfølgelig” gør knæet ondt, men også højre fod er smadret (fordi jeg jo altid står på den), anklerne, læggene, primært venstre men også højre knæ, særligt de forreste lårmuskler, højre balde og lænden brænder, smerter og skriger på hvile.
Allerede nu fortryder jeg denne wall of text … der er jo ingen der læser med nu?! Men nu kommer det positive! 
For at blive ved knæet, så har jeg jo indgivet klage over behandlingen/operationen på Bornholm, samt søgt erstatning. Det er to totalt separate sager. Der er fremskred begge steder, men jeg forestiller mig at de begge afventer info fra tjekket på mandag. Jeg er ikke “ude efter” kirurgen og ønsker som sådan ikke at han får en påtale, jeg ønsker blot at sagen vurderes af uvildige fagfolk. Man skal dog være idiot for ikke at ønske medhold i en erstatningssag. Får jeg medhold, ønsker jeg i-PRF behandling. Relativt ny behandling (kun tilgængelig på privatklinikker, så vidt jeg ved) hvor man opkoncentrerer patienents eget blod til plasma (rigt på røde og hvide blodlegemer, samt høj koncentration af potentielle stamceller), og injicerer det i det skadede led. Det har vist lovende resultater mht. genopbygning af skadet brusk. Dernæst ønsker jeg peer-uddannelse - hvilket elegant fører os væk fra knæet og videre.
Nu jeg ikke længere kan stå på apotek, må jeg jo tænke i nye baner. Jeg har længe kigget seriøst på stillingsopslag hvor de søger såkaldte peer-medarbejdere. Peer-medarbejdere bruges i psykiatrien, hvor man uagtet øvrig uddannelse/erfaring, qua sin erfaring med psykiatrien og recovery, kan støtte andre psykisk sårbare i at komme sig. Det ville give SÅ meget mening!! Min kontaktperson i psykiatrien og jeg aftalte for en uges tid siden, at jeg afsluttes i distriktspsykiatien til maj - og eftersom jeg alligevel kun ser hende en gang om måneden, har jeg kun tre samtaler tilbage. Og der har jeg det helt fint med.
Ydermere har jeg længe (to års tid) været tilknyttet OPUS-panelet. OPUS er et to-årigt, tværfagligt behandlingstilbud til unge, nydiagnosticerede med skizofreni. Panelet består så af tidligere brugere, der med deres personlige historie holder oplæg primært for patienter, pårørende og fagpersonale, med det formål at indgyde håb, sætte ansigt på diagnosen og afstigmatisere. For en uges tid siden fortalte jeg så endelig min historie for panelet - og fik overvældende positiv feedback. For nogle dage siden fik jeg mail fra tovholder, og skal på min første opgave om en måned.
Ligesom at man hurtigt kan fanges i en negativ spiral, er jeg i en positiv spiral. Jo bedre jeg får det, jo hurtigere får jeg det bedre. Fleksjobbevilligen har betydet SÅ meget. Ro på, sikkerhed, ikke flere meningsløse praktikker.
Men meningsfuld praktik, ja tak! Min jobkonsulent foreslog at jeg kunne kontakte Askovfondens Socialpsykiatri med henblik på en praktik som peer-medarbejder, for at få noget på CV’et. Det tog sin tid, men yes sir, jeg starter næste mandag 12/3. Jeg glæder mig helt afsindigt. Til praktikken, men også til fremtiden.
Jeg er egentlig ikke færdig, men må hellere stoppe nu. Der er bare sket så meget på kort tid, jeg gerne vil dele! Jeg gør mig heller ingen forhåbninger om at en eneste har læst med hertil, hahaha! Men mere følger (forhåbentlig) snarest i ny blog.
Til gengæld er jeg bare SÅ glad på dine vegne over praktikken 
)