Ja, så skete det… Alle jer, der mente, at vores max på 3 blev til 2x3 fik ret
Det startede med et enkelt billede herinde af en lille dejlig dreng
Efter et par mails blev det til, at vi lige skulle møde ham til killingenus. Jaja, hvor galt kunne det gå? Sidste år hadede samtlige bimslinger mig…
Sådan var det så IKKE i år. Han viste sig at være en elskelig, lille puttegris af en pelsklump. Åbenbart skulle ‘succesen’ fra sidste år, hvor vi jo endte med at få James, gentages - for vi endte selvfølgeligt med at blive enige om, at sådan en lille bimsling var den PERFEKTE morgengave til os hver
Så i tirsdags blev det tid til at hente ham hjem.
Den bette tog det hele med høj haleføring, og gik straks i gang med at nikke skalder (ja, der er kraft bag hans stangen).
Han blev mødt med lidt blandede reaktioner… Hugo hadede ham, Muffe var let skeptisk, Louis ignorerede ham aktivt (så ret sjovt ud), Rhys var hunderæd, og James var lidt nysgerrig, selvom killinger er livsfarlige!
Efter et par dage kom James frem til, at lidt leg kunne forsøges. Hold op, hvor ser det skægt ud, når sådan et bette myr kan få en voksen kat både til at jagte sig og til at flygte i vild panik. JEG BLIVER ÆDT!
Det går stille og roligt bedre med dem alle sammen. Rhys, Louis og Muffe er nu nysgerrige, og Hugo syns bare, han er lidt træls.
I dag lod Rhys og Hugo ham være lidt med i deres leg i haven
Bimsling i blæst (som han har skældt gevaldigt meget ud :høhø: )
Det er hårdt at være killing
Prøv lige at se de øjne
Og hvad hedder vidunderet så, spørger I nok? På stamtavlen hedder han Wehnert’s Jupiter… Vi synes, det er lidt langt at sige til hverdag, så vi blev enige om at kalde ham Wimse, for han er jo en Wehnert bIMSE. Så indtil nu har jeg kaldt ham… Putput
Vi har lært lektien: Vi besøger ALRIG Susanne og Claus igen